KRONIK: Vi lever i det afgørende årti for civilisationen

I marts måned krydsede vi historiske mærkedage for to af tidens vigtigste samtaler. Som så mange andre skuffende martsdage på vores breddegrader var dagene hver især upåfaldende. Der var sne og der var kulde og intet tegn på forår. Nyhederne var henholdsvis nummer fire og seks i en serie af versioneringer af samme stof. Tilsyneladende en gentagelse af den samme historie i en ny version. Så hvor er det skelsættende?

14. marts blev efterfølgeren til ChatGPT, GPT-4, frigivet og pustede til ilden under den globale forvirring og lettere panik, de seneste fremskridt indenfor generativ AI har affødt. 1000 førende forskere og big tech-direktører efterspurgte et moratorium, der næppe har nogen gang på jorden; men illustrerer behovet for at tage styring på den seneste acceleration af digitaliseringen i vores samfund. Seks dage senere blev FN’s klimapanels sidste store rapport i dette årti frigivet. Rapporten var den sidste i dette årti, som allerede er defineret af videnskaben som det afgørende for, om vi som menneskehed når at skifte kurs.

‍

Hvad forener disse to ganske forskellige samtaler og udfordringer?  

Som Googles øverste direktør bemærkede for nylig, så er de begge kollektive samhandlingsproblemer af en unik skala. Ingen kan løse hverken klima eller fornuftig regulering af AI alene eller som enkelt stat. Vi er afhængige af hinanden på nye måder.

Både klima- og AI-debatterne er badet teknologihype så strålende, at det blænder os. De er eksempler på, hvor svært vores samfund har det med at sætte fornuftige og forskningsbaserede rammer for teknologiens anvendelse, så den tjener det fælles bedste.

Debatterne tydeliggør desuden, at vi lever i det afgørende årti. En definerende fase af historien.  

Forandringer af vores klima eller den møjsommelige eksperimenteren med kunstig intelligens syntes i mange år at gå ualmindeligt langsomt. Det er ikke engang ti år siden, at det endnu var smeltende ismasser i fjerne tidshorisonter, der fyldte den offentlige fortælling. Nu er det oversvømmelser, skovbrande og udtørrede floder i Europa og resten af verden. Tilsvarende var chatbotter relativt uduelige og den potentielle anvendelighed af kunstig intelligens omdiskuteret.  

‍

Forandringer kan synes langsomme. Indtil de er ekstremt hurtige. Der er år, hvor meget lidt afgørende synes at ske. Og så er der år, hvor alt synes på vippen og historien komprimeres i begivenhedsrige måneder. Hvor et århundrede synes at kunne ske på et årti.  

Både klimavidenskaberne og den videnskab, der ligger bag OpenAIs chatbot, er modnet gennem årtier frem mod dette særlige punkt i historien. De to datoer tydeliggør, at vi nu befinder os i netop det årti, hvor vores valg og handlinger får mere vidtrækkende konsekvenser for fremtidige generationer, end i mange årtier forud. Fejler vi dette øjeblik, vil konsekvenserne være uoverskuelige.

Som vi lærte under den globale Corona pandemi, kan et fænomen fungere som en accelerator af uløste samfundsproblemer. Det er til overflod tilfældet med klimaforandringerne, der vil forstærke en lang række af samfundets øvrige nøgleudfordringer. Mere end blot en krise i sig selv, er den en accelerator for andre samfundskriser og kalder derfor på beslutningsprocesser, der kan samle “all hands on deck”.  

Hvad den nyeste generation af kunstige intelligens angår, er det mere vanskelig at bestemme præcist, hvad konsekvenserne bliver økonomisk, politisk, menneskeligt og kulturelt. At valget om hvordan, vi vil regulere og anvende teknologien, vil have definerende betydning for vores umiddelbare fremtid, er indlysende for alle iagttagere. I en undersøgelse blandt 700 forskere indenfor feltet vurderer cirka halvdelen af svarpersonerne, at der er en sandsynlighed på 10% for, at udviklingen af kunstig intelligens kan få skæbnesvangre konsekvenser for menneskeheden som sådan.

En tilsvarende trusselsvurdering lå også bag førnævnte opråb og det klare budskab: Tryk på pauseknappen nu, inden konsekvenserne bliver uoverskuelige. Opråbet er udtryk for en afmagt, vi som samfund ikke kan og bør være tjent med. Vores opgave må være at styre udviklingen i en samfundsmæssig ønskværdig retning og så vidt muligt forudse og skærme af for utilsigtede og uønskede konsekvenser.

Selvom måderne, kunstig intelligens vil påvirke vores samfund på, er svære at forudse, betyder det ikke, at vi ikke kan gøre noget for at give retning til udviklingen – åbne nogle veje og lukke andre. Men vores reaktionsevne og demokratiske værktøjskasse halter.  

Trods deres vidt forskellige natur betyder klimaforandringerne og den kunstige intelligens indbyggede tidslige logik at vores demokratiske institutioner og beslutningsprocesser sættes under et hidtil uset pres. De to fænomener har så vidtgående systemiske implikationer, at ingen felter, samfundsaktører eller borgere kan tillade sig at se væk eller sætte dem i parentes. De driver både muligheder og trusler på tværs af domæner, og tilfører derfor mange beslutningshorisonter en ny oplevelse af snigende uoverskuelighed.

‍

Hvad vil det betyde for vores arbejdsmarked?

Vi har længe drøftet, hvad automatisering, kunstig intelligens og digitalisering gør for fremtidige jobmuligheder. Næste spørgsmål handler om de beslutningsunderstøttende algoritmers betydning for eksempelvis ledelse og faglighed, hvor begrebet algoritme-ledelse vinder indtog og lover både store potentialer og nye faldgruber. Det er lige nu, vi har muligheden for at definere hvordan, vi vil bruge AI på arbejdspladsen, før anvendelsen og logikkerne har krystalliseret sig. Forskning har vist, at det er muligt at implementere AI systemer på en måde, der kan skabe både effektivisering, innovation og ikke mindst arbejdsglæde, men det sker ikke af sig selv. Det sker ved at inddrage hele produktionskæden i hvordan, det bruges klogt. Vi skal med andre ord også turde tale sammen om hvordan, vi gerne vil bruge AI. Historikere og tech-eksperter lægger ikke fingrene i mellem: vi tabte menneskehedens første møde med kunstig intelligens, som den var indbygget i de sociale medieplatforme fra YouTube over Facebook til TikTok og Twitter. Vi har ganske enkelt ikke råd til at tabe denne gang også.

‍

Det nye landskab kan opsummeres med tre nøgleord: uvished, risiko og resiliens.

De to første er mere indlysende for de fleste, den sidste kræver en udlægning.

1. Stigende uvished gør det sværere at planlægge og træffe beslutninger
   ‍
2. Da vi står i nyt landskab, er risiko langt sværere at måle og risikohåndtering en langt mere speget øvelse
   ‍
3. Resiliens forstås ofte som evnen til at "stå imod", men det er en alt for reaktiv måde at forstå det på, og vi skal passe på, at vi ikke forskanser os i skyttegrave. Resiliens bør også forstås som evnen til at “tage imod" og udnytte de nye muligheder og handlingsrum, som kriser og teknologiske landvindinger rummer. Ligesom det bør forstås som evnen til at forme og finde på den fremtid, vi selv ønsker os, og som ikke bare sker for os.

‍
‍

Der skal træffes vidtgående beslutninger

‍Svaret på det mere sammensatte pres fra omverden har for mange private virksomheder været at vende beslutningskæden på en række afgørende produktionsprocesser på hovedet. Så beslutninger træffes tættest muligt på der, hvor værdiskabelsen er størst, hurdlerne vanskeligst, eller innovationen er vigtigst. Spørgsmålet er, om ikke det også gælder for mange andre felter - ikke mindst i vores demokrati?

Evnen til at vende beslutningskæden på hovedet, eller arbejde op og ned ad den, vil formentlig være en kritisk faktor i arbejdet med resiliente og responsive institutioner, systemer og lokalsamfund. Det skyldes, at centralisering gør lokale fællesskaber på arbejdspladser eller lokalsamfund mere apatiske og udhuler medansvar. Medindflydelse og beslutningskompetence øger lokale fællesskabers handlekraft og styrke. Det ses som unik fordel, når de skal tackle udfordringer eller håndtere lokale konflikter om håndtering og anvendelse af nye teknologier – omend det gælder opstilling af solceller i nabolaget eller anvendelse af digitale værktøjer i skolen og på arbejdet.

‍

Konklusion: Samtale og demokratisk beslutningstagning øger medansvar

Den nye regering har et særligt ansvar for at inddrage andre i politikudvikling, netop fordi den har magt til selv at træffe beslutninger. Inddragelse handler ikke bare om at give indflydelse til oppositionen, men om at sætte sig selv fri og give borgere og interessenter medansvar og –indflydelse på hvordan, vi skal forme digitaliseringen af vores samfund og håndtere klimaændringerne.  

Jo mere komplekse og sammenfiltrede vores samfundsudfordringer bliver, desto mindre mening giver det, at svaret på dem formuleres af få beslutningstagere. I det hele taget giver det mindre og mindre mening at forstå det repræsentative demokrati sådan, at politikere kun er valgt til at træffe beslutninger på andre folks vegne. Det er de selvfølgelig også, men der er behov for, at de bliver bedre til at påtage sig rollen som facilitatorer af åbne samfundsdebatter og beslutningsprocesser, hvor beslutningskraften i højere grad uddelegeres til de borgere og interessenter, der forventes at få beslutningerne til at fungere i praksis.

‍

Der er en demokratisk slaphed over forventningen om, at vores demokrati kan overleve ved at vi vælger beslutningstagere hver fjerde år. Der er behov for at genoptræne de demokratiske muskler og styrke den demokratiske resiliens ved at tage nye politiske arbejdsformer og nye demokratiske værktøjer i brug.  

Samfundsudfordringerne kan virke uoverskuelige og behovet for at træffe hurtige beslutninger kan virke påtrængende, men risikoen for, at de bliver en tom gestus, er stor. Vi er pressede af fornemmelsen af, at digitaliseringen løber af med os, og bevidstheden om, at det haster mere og mere med at tøjle klimaforandringerne (for ikke at tale om nedgangen i biodiversitet). Der er ikke tid til rundbordssamtaler, siger man, når kriserne kommer flyvende i flok.  

Men det er en falsk modstilling at sætte evnen til at finde effektive løsninger overfor tiden til at tænke sig om. Omtanke kræver tid og inddragelse - især når udfordringerne er komplekse. Det giver ikke mening at kræve af vores beslutningstagere, at de kan trylle hurtige løsninger ud af ærmet. Og gør de det, bliver resultaterne ofte uholdbare eller endda direkte skadelige. Der mangler demokratiske rum, hvor forskellige typer viden og holdninger kan samles og brydes på en fælles spilleplade.

Som det er nu, skal politikere træffe beslutninger efter at have hørt på en politisk farvet tænketank den ene dag, en ekspert den anden, og syv forskellige lobbyister den tredje, mens embedsværkets rolle synes stadig mere samspilsramt i krydspresset mellem øget kompleksitet i viden og udfordringer på den ene side og politisk betjening på den anden.  

Derfor bør vi møde det afgørende årti med erkendelsen af behovet for en oprustning på tværs af de beslutningskæder, der afgør, om vi får stillet sol og vind op i landskabet. Får tilpasset vores samfund til de planetære grænser. Får reguleret kunstig intelligens til gavn for os alle.

‍

Det er nemlig i sidste ende styrken af den kollektive beslutningskraft i vores samfunds institutioner, der afgør vores fremtid. Ikke teknologien i sig selv.